Chadi Abdul-Karim om Palæstina

 

I september 2016 var jeg så heldig at få mulighed for at komme på residency i Ramallah, Palæstina.

Sandheden er, at jeg var lidt bekymret for at komme afsted, da jeg aldrig før har været i Palæstina, og ligesom mange andre her i DK, kun kendte palæstina, og især Gaza og vestbredden, som nogen af verdens brændepunkter. Så det var med en vis bekymring at jeg landede i Tel Aviv sammen med Esther Wellejus og Mike Spooner. Og vi slap da heller ikke for at blive tilbage holdt i 5 timer i lufthavnen. Men ærlig talt kunne de have holdt mig tilbage i 5 dage, hvis de ville, for den efterfølgende periode i Ramallah, var det hele værd.

Ikke at bekymringerne var ubegrundede, for vi befandt os i et land besat af en militærmagt, hvilket de mange checkpoints var en konstant reminder på. Men bekymringerne skulle alligevel vise sige at være af mindre betydning. For da vi først var landet i Ramallah, mødte jeg ikke andet en smilende mennesker fyldt med håb, drømme, kærlighed og ikke mindst en kæmpe livsglæde. Der var lidt en stemning i luften a la, ”Vi kan være døde i morgen, så lad os leve idag”. Og det smittede.

Den oprindelige projekt-idé, jeg ville lave, som handlede om et portræt af en rapgruppe fra Gaza, gik i vasken, da kunstnerne ikke kunne komme ud af Gaza, og jeg kunne ikke komme ind. I stedet mødte jeg en anden rapgruppe ved navn Saaleek, som kom fra en flygtningelejr ved Qalandia checkpointet, hvilket vidst er det største på vestbredden. Mike Spooner og jeg besluttede os for at indspille en sang sammen med Saaleek og skyde en tilhørende musikvideo til, en musikvideo som både blev optaget i selve Ramallah, men også i flygtningelejren.

I forbindelse med musikvideoen kom vi i kontakt med en fotograf ved navn Ibrahim, som skulle vise sig at være en sindssyg dygtig fotograf fra Gaza med mange års erfaring bag sig og som nu boede i Ramallah. Vi fik hjælp, både økonomisk og i form af udstyr, fra vores kære venner hos Film:Lab Palestine. Desuden fik vi ogsåe en stor hjælp fra DHIP (Det Danske Hus i Palæstina), som var velrespekterede i området og havde et dejligt stort netværk, hvilket gjorde at vi nemmere kunne komme i kontakt med folk og dermed fik lov til at filme på nogen fede location, rundt omkring i Ramallah. At bruge produktionen af en musikvideo til at lære folk og området at kende var en prioritet for mig, da jeg har fået et stort ønske om at tage derned igen og lave en form af novellefilm på et tidspunkt. Og med de mennsker og det netværk jeg indtil videre har fået dernede, er jeg sikker på at mit ønske kan gå hen og blive en realitet med tiden. 

- Chadi Abdul-Karim

 

Du kan søge om at komme til Palæstina i november 2017 her.

Gå tilbage