De udvalgte Palæstina filmskabere

Aarhus Filmværksted sender tre filmskabere til Palæstina

 

Til november sender Aarhus Filmværksted 3 filmskabere til vores residency i Det Danske Hus i Palæstina for at udforske eller lave film. Læs mere om dem nedenfor.

Vi kan på nuværende tidspunkt ikke skrive noget om de tre projekter.

 

Julie Budtz Sørensen

Manuskriptforfatter og instruktør. F. 1987. Cand.mag. i Idéhistorie fra Aarhus Universitet 2013 og uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole 2015. Har siden 2015 arbejdet som professionel manuskriptforfatter og instruktør på egne projekter deriblandt kortfilmen Middag med A (M&M Productions) og to radiodramaer for Danmarks Radio. Har derudover arbejdet med diverse instruktører deriblandt Annette K. Olesen, Barbara Topsøe-Rothenborg og Ask Hasselbalch. Fra november skal Sørensen være episodeforfatter på den første danske Netflix serie The Rains 2. sæson.   

 

Christian Hersker

Christian Herskers karriere startede som teaterinstruktør i 2009. Ved iscenesættelserne lagde publikum mærke til den filmiske stil i alle hans forestillinger, hvilket resulterede i, at Christian blev kontaktet af reklamebureauet Uncle Grey i 2010, og blev spurgt om han ville instruere en kort reklamefilm for dem. Reklamen blev shortlisted til Cannes Lions filmfestival i 2010. Herefter instruerede Christian en håndfuld humoristiske reklamefilm for bl.a. HIFI-Klubben, og Deadlight Lydiksen A/S m.fl. Derudover instruerer Christian musikvideoer og arbejder som skuespiller.

I 2015 var Christian instruktør på en dokumentar omkring korruption hos de colombianske adoptionsbureauer. Christian er autodidakt fra ende til anden.

 

Anne Troldtoft Hjorth

Anne Troldtoft Hjorth begyndte sin filmkarriere da hun i 2013 modtog Danidas Verdensbiledlegat. Siden 2014 har hun været co-producer på den amerikanskinstruerede dokumentar Unrest, der havde premiere på Sundance Filmfestival i 2017, hvor hun har været ansvarlig for dokumentarens danske produktioner, men har også været inde over produktion af filmens britiske og amerikanske dele. Sidenhen har Anne arbejdet på DR og med flere andre filmprojekter.

Gå tilbage