Mød Konsulenten - Teys Schucany
Hør fra konsulentens side, hvordan man skriver en fængende ansøgning og en stærk karakter!
Mød Aarhus Filmværksteds konsulent Teys Schucany, når han kommer forbi for at fortælle, hvad han leder efter som konsulent - og hvordan man skriver en ansøgning, der får konsulenten til at mærke dit projekt. Der vil derudover være tid til at stille ham spørgsmål og få en snak.
Teys Schucany er uddannet filminstruktør og manuskriptforfatter fra Super16 og debuterede i 2023 med Viaplay-serien ”En af drengene”, der bl.a. blev udtaget til SeriesMania i Frankrig og nomineret som Årets korte tv-serie til Robert Prisen 2024 🤩
”Jeg glæder mig enormt meget til arbejdet som filmkonsulent på Aarhus Filmværksted. Jeg har et brændende ønske om at kunne give viden og erfaring videre, som der selv er blevet givet gavmildt til mig. Jeg elsker alle genrer og former for film, men hvad der for mig gør en film til noget helt særligt er, karaktererne, der rummer de nuancerede og relaterbare sider af os som mennesker, og følelserne, der bliver vækket i mig – at jeg bliver rørt til tårer, griner over hele ansigtet, har hjertet i halsen eller knugen i maven.
Filmbranchen er i forandring, og nye talenter, nye historier og forskelligartede levede liv er endnu vigtigere end før. At lave film skal først og fremmest være hylende inspirerende og give glæde. Jeg ser Filmværkstedet som spillende en central rolle i vores filmbranche, da det er her, man første gang prøver og lærer, hvordan det er at lave film. Det er et medansvar, jeg tager seriøst, og jeg tror, der omvendt også er meget at lære fra nye unge talenter.”
Teys vil dele ud om sin egen måde at arbejde med karakteropbygning på. Han vil svare på, hvordan man skaber en aktiv, nuanceret og dyb karakter, der kan drive en historie fremad, men samtidig være menneskelig.
Han vil også fortælle om, hvordan man kan skabe tryggere arbejdsrum og tage ansvar som kunstnerisk leder, og så vil han gennemgå ansøgningen og give tips til, hvordan man laver en skarp og nuanceret ansøgning, der tydeligt kommunikerer ens filmidé.
Fra klokken 15:00 kan du slynge dig i vores sofaer, få en kop kaffe og en snak med Teys. Oplægget starter klokken 16 og slutter klokken 18 med tid til spørgsmål efter 🥸
Arrangementet er gratis og åbent for alle – du skal blot huske at tilmelde dig her.