Nyhedsarkivdetaljer

Regner Grasten: Overlevelse i dansk film 17/05

Regner Grasten: Overlevelse i dansk film

 

Producenten Regner Grasten (1956) afholder d. 17/05-18 et oplæg for producer- og instruktørtalenterne med temaet: ”Fremtiden er jeres, og sådan overlever I derude”.

Regner Grasten har en kæmpe erfaring og viden om filmbranchens både op- og nedture og står bag et af Danmarks største produktionsselskaber målt i solgte biografbilletter. Grasten Film er især kendt for at producere komedier og familie- og ungdomsfilm til det brede publikum.

Blandt selskabets mange film er serierne om Krummerne (1991- ), Anja og Viktor (1999- ), "Sidste time" (1995) og "Villads fra Valby" (2015) samt julekalenderne "Krummernes jul" (1996) og "Brødrene Mortensens jul" (1998). Se filmografi og priser her.

Med "Det forsømte forår" (1992), baseret på Hans Scherfigs roman af samme navn, begyndte selskabet at lave bredt anlagte film med national og historisk karakter. I 2012 blev "Hvidstensgruppen - nogle må dø for at andre kan leve", om en jysk families modstandskamp under den tyske besættelse af Danmark, en af det års mest sete film. Den var instrueret af debutanten Anne Grete Bjarup Riis, der året efter instruerede filmen om travhesten "Tarok" (2013) for selskabet. Ungdomsfilmen "En-to-tre-NU!", der bygger på Jesper Wung-Sungs bestseller, havde premiere i 2016, ligesom datteren Puk Grastens amerikanske instruktørdebut "37".

Regner Grasten er en producent, der gerne selv tager initiativ til filmene og sammensætter sit filmhold til den enkelte produktion.

Læs mere om Regner Grasten her.

Arrangementet foregår d. 17. maj kl. 14.30 – 17.00, hvor der i den sidste halve time vil være mulighed for at tale med Regner Grasten.

Tilmeld dig her.

Go back