Fonden Filmtalent søger ny Direktør

 

Har du lyst til at stå i spidsen for Fonden Filmtalent, som med udgangspunkt i filmværkstederne i Odense, København, Aarhus og Viborg skaber grundlaget for at unge filmtalenter rekrutteres og udvikles, så de er parat til et arbejdsliv i filmbranchen? Så er du måske den nye direktør for Fonden Filmtalent?

 

Film og andre visuelle fortælleformer er i vækst og Danmark har en stærk position på feltet. For at fastholde den, er der brug for konstant fokus på talentudvikling. Fonden Filmtalent er etableret for at styrke talentudviklingen, så den bliver endnu bedre. Resultaterne af Filmtalents arbejde skal kunne måles på; at flere talenter udvikles, at der kommer mere diversitet i branchen, at flere projektmidler tiltrækkes og på at talenternes afsæt for en karriere inden for film m.m. gøres endnu bedre.

Der findes en stærk lokal repræsentation i form af de fire filmværksteder, som har en lang og imponerende track record ift at identificere og udvikle talenter.

 

Fonden Filmtalents opgave

Med Fonden Filmtalent som fælles national enhed er mulighederne for at identificere og udvikle endnu flere talenter blevet styrket. Fundamentet er - siden Fondens etablering i 2016 - udviklet så talentudviklingsarbejdet kan nå endnu længere ud.

Fonden Filmtalent har således til opgave at sikre, at der er et landsdækkende talentudviklingstilbud med udgangspunkt i filmværkstederne i Odense, Aarhus, Viborg og København og derved understøtte den kunstneriske, kulturelle og erhvervsmæssige udvikling af de filmiske genrer og udtryksformer.

Arbejdet foregår i tæt samarbejde med værkstederne, hvor arbejdsfordelingen er at værkstederne står for det konkrete og praktiske arbejde med at udvikle talenterne, mens Filmtalent har fem primære opgaver:

 

  1. At fundraise til større projekter som skabes i samarbejde med de fire filmværksteder, hvor de fire værksteder er udførende ift projekterne.

  2. At fundraise og gennemføre projekter og andre indsatser, som styrker fondens formål, og som udføres af sekretariatet for Filmtalent.

  3. At skabe synlighed, kendskab og politisk gennemslagskraft gennem ekstern kommunikation og public affairs - og derudover at deltage i forhandlinger med relevante Christiansborg-politikere især i forbindelse med filmaftaler, etc.

  4. At være ansvarlig for at eksekvere den fælles strategi på tværs af Fonden Filmtalent og de fire filmværksteder, hvor Filmtalent tager initiativ og koordinerer fælles projekter og kommunikationsindsatser.

  5. At have dialog med Det Danske Filminstitut (DFI) ift administration af de midler, som DFI tilfører de fire filmværksteder via Fonden Filmtalent samt understøtte de fire filmværksteders dialog med deres respektive kommuner efter behov.

 

De fire filmværksteder og Fonden Filmtalent har netop udarbejdet en strategi med seks overordnede målsætninger:

 

 

  1. Vi har en fælles national kommunikationsstrategi

  2. Vi arbejder for at styrke økonomien til talentproduktioner og drift

  3. Vi udvikler talentudviklernes kompetencer

  4. Vi har fælles administrative tekniske løsninger

  5. Vi har fagrelaterede forløb for talenter for flere faggrupper og på flere niveauer

  6. Vi har en målrettet og bevidst rekruttering via formidling og udbredelse

 

Din første opgave vil således være at konkretisere strategien yderligere og sætte handling bag ordene i samarbejde med de fire filmværksteder.

Læs mere om Filmtalent og se fondens vedtægter på www.filmtalent.dk

 

Kvalifikationer

Vi søger en direktør med erfaring i at arbejde i netværk og løbende udvikle en organisation og som har stærke fundraising kompetencer, politisk forståelse, gode kommunikations- og samarbejdsevner samt kendskab til og interesse for film, animation, tv og spil.

Konkret lægger bestyrelsen vægt på, at du har så mange som muligt af følgende kvalifikationer:

 

  • ●  Solid indsigt i filmbranchen eller beslægtede kulturerhverv

  • ●  Stærke kompetencer ift fundraising i private og offentlige fonde

  • ●  Erfaring med politisk lobbyarbejde og kendskab til politiske beslutningsprocesser

  • ●  Gode kommunikations- og samarbejdsevner

  • ●  En veludviklet evne til at sætte ting i gang.

  • ●  En udadvendt og behagelig personlighed med gennemslagskraft og stærke evner ift

    at bygge relationer og netværk.

  • ●  Gode evner til at skabe synlighed for Filmtalents og de fire filmværksteders arbejde.

  • ●  Erfaring med at arbejde med en bestyrelse.

  • ●  Gerne kendskab til talentudviklingsområdet

     

    Sammen med ansøgningen modtager vi gerne et kort oplæg (max 1 side), der giver et indtryk af, hvordan du vil gå til opgaven med at udvikle og drive Filmtalent og hvilke muligheder og udfordringer du ser

 
 
Stillingen

Du bliver fondens daglige leder med masser af kontakt til filmværkstederne i alle de fire byer. Sekretariatet består i udgangspunktet af dig og dine kollegaer er de fire filmværksteders ledere og medarbejdere. Der vil være mulighed for at udvide sekretariatet baseret på, at der opnås finansiering til projekter, som inkluderer ansættelse af koordinatorer, projektledere mm.

Fysisk vil du som udgangspunkt dele lokaler med filmværkstedet i Aarhus, der netop er flyttet ind i nye lokaler i Filmbyen på havnen i Aarhus. Det er politisk besluttet at sekretariatet skal placeres vest for Storebælt. Det vil derfor også være muligt at placere sekretariatet i Odense eller Viborg.

Som direktør refererer du til fondens bestyrelse og har det overordnede ansvar for fondens virksomhed, herunder at fondens strategi og målsætninger føres ud i livet og at samarbejdsaftalen mellem Filmtalent og DFI opfyldes.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat senest 1. august 2020 og gerne tidligere. Ansættelse vil ske på åremål iht. aftale om kontraktansættelse og efter gældende overenskomst. Stillingen er en fuldtidsstilling.

 

Ansøgning

Ansættelsesudvalget består af 3 medlemmer af bestyrelsen samt en repræsentant fra de fire filmværksteder. Ansøgning og CV sendes senest den 1. april 2020, til bestyrelsesformand Anna Porse Nielsen på apn@seismonaut.com. Ansøgningen behandles fortroligt.

Fonden Filmtalent opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Der kan indhentes yderligere oplysninger om stillingen hos bestyrelsesformand Anna Porse Nielsen, tlf. 5051 5225 eller apn@seismonaut.com.

 

FAKTA OM FONDEN FILMTALENT

Fonden Filmtalent er oprettet i 2016 med henblik på at rekruttere, udvikle og markedsintroducere filmtalenter og på anden måde understøtte den kunstneriske, kulturelle og erhvervsmæssige udvikling af de filmiske genrer og udtryksformer bl.a. ved at sikre, at der er et landsdækkende talentudviklingstilbud med lokal repræsentation.

Dette kan, jf Fondens vedtægter, ske på enhver måde, der er tjenligt for formålet,
herunder men ikke begrænset til, at uddele midler til filmværksteder i Danmark og at skabe det bedst mulige, forpligtende samarbejde mellem filmværksteder i Danmark, samt samarbejde med andre relevante talentudviklingsinitiativer i ind- og udland.

De overordnede målsætninger for fondens virksomhed er fastsat i en samarbejdsaftale med Det Danske Filminstitut samt i den netop udviklede strategi for Fondens arbejde i samarbejde med de fire filmværksteder.

Fondens øverste ledelse er bestyrelsen, der har ansvar for fastsættelse af og opfølgning på fondens overordnede mål. Bestyrelsen består af 7 medlemmer - bestyrelsesformændene for Open Workshop (Viborg), Aarhus Filmværksted, Odense

Filmværksted og Filmværkstedet / København samt 3 eksterne medlemmer i form af Anna Porse Nielsen (formand), Line Barfoed og Anna Aagaard.

Fonden Filmtalent blev stiftet af DFI ved beslutning den 7. december 2015. Fonden modtager ca. 12 mio. fra DFI hvoraf størstedelen fordeles til de fire filmværksteder. Fondens eget budget er 1,2 - 1,5 mio. Herudover kommer midler, som der løbende fundraises til projekter.

 

 

Gå tilbage