Merete Stubkjær Ny Direktør for Aarhus Filmværksted

foto: Birthe Vembye 

 

Producer Merete Stubkjær bliver ny direktør for Aarhus Filmværksted.

Det er med glæde og stolthed at bestyrelsen for Aarhus Filmværksted har udnævnt den 51 årige aarhusianske producer Merete Stubkjær som direktør. Hun tiltræder d. 15. september 2019 og afløser Aage Rais, der gennem de seneste tre ar har arbejdet for at positionere Aarhus Filmværksted i arbejdet med filmtalenter.

 

Formand for bestyrelsen Ellen Riis udtaler:

"Vi har ud fra et imponerende felt af ansøgere valgt en stærk lokal filmkvinde med administrativ og menneskelig pondus. Meretes positive energi og store kendskab til produktion, både med talenter og på højt professionelt niveau, suppleret med hendes filmpolitiske indsigt gjorde hende til et oplagt valg. Vi har desuden lagt vægt på at få en direktør, der har et nært kendskab til lokale filmforhold og et ekstensivt professionelt netværk, som kan medvirke til at styrke samarbejdet mellem netop det professionelle miljø og værkstedet.”

Merete Stubkjær, der bl.a. har stået som lineproducer på 2 julekalendere og spillefilmene ”Emma og Julemanden” og ”Julemandens datter”, kender Aarhus Filmværksted både som filmfaglig konsulent og som producent for unge talenter.

Merete Stubkjær udtaler:

”Aarhus Filmværksted har gennem de seneste år udviklet sig til et teknisk toptunet værksted, og med udsigten til flytningen til Filmbyen lander AFV det helt rigtige sted.

Jeg forestiller mig, at de nye fysiske rammer i Filmbyen kommer til at indbyde til samtale, nærvær og engagement, så Filmværkstedet bliver et sted, hvor man hænger ud, uddannes og gennem nye kontakter skaber et grundlæggende netværk, som kan være essentielt for en fremtidig karriere.

Jeg er stolt og ydmyg i forhold til at skulle være den ledende kraft i den fremtidige proces og glæder mig til at udnytte mine mange år i den professionelle del af branchen til fordel for de mere uprøvede kræfter og til at arbejde for at Aarhus Filmværksted forbliver et inspirerende, levende og trygt værksted for de kommende generationer af Filmskabere i Aarhus.”

 

Fakta om Merete Stubkjær:

Født 1968. Bor i Aarhus med sin kæreste og 3 børn på 22, 19 og 14 år.Har de seneste 12 år været fastansat på det aarhusianske produktionsselskab Deluca Film A/S, som line-producer og producer. Forud for det ligger 10 år som freelance produktionsleder, et år på Æstetik & Kultur v. Aarhus Universitet, halvandet års produceruddannelse på Filmproducer.dk v. Filmby Aarhus, 4 år på The Company Film & TV samt 3 år i TV-branchen i London

 

Link:  https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/merete-stubkjaer

 

Aarhus Filmværksted støttes af Aarhus Kommune og Fonden Filmtalent og samarbejder med de tre øvrige filmværksteder i Danmark.

Bestyrelsen for Aarhus Filmværksted, som har truffet valget af direktøren, bestar af:

Advokat Peter Rønnow DLA Piper, udnævnt af Aarhus Kommune
Producer Senia Dremstrup, udnævnt af Den Danske Filmskole
Produktionsleder Trine Hansen, medarbejderrepræsentant

Direktør og Sounddesigner Søren Bendz, udnævnt af den øvrige bestyrelse
Forstander for Den Europæiske Filmhøjskole Ellen Riis, udnævnt af Producentforeningen

Yderligere oplysninger hos:

Merete Stubkjær, tlf.  20331106.  Medarbejderrepræsentant Trine Hansen, tlf. 60297588. Formand for bestyrelsen Ellen Riis, tlf. 23257414. Næstformand Peter Rønnow, tlf. 20706300

 

 

Gå tilbage